vedtægter

Vedtægter for Egtved & Omegns hesteforsikring

Foreningens navn er Egtved & Omegns Hesteforsikring – i det efterfølgende benævnt ”Hesteforsikringen”. Hesteforsikringens formål er at medlemmerne gensidig og i henhold til efterfølgende vedtægter erstatter hinanden for tab og udgifter på de forsikrede heste, forårsaget ved sygdom eller ulykke, der medfører hestens død eller dyrlægebehandling. Ligeledes ydes der erstatning ved aflivning af en hest i henhold til Dyreværnsloven.


§1

Foreningen erstatter kun tab af heste, som forårsages ved ildsvåde, Iynild eller krig såfremt anden forsikring ikke dækker. Det er tilladt at livsforsikre i andet selskab. Tab ved utilbørlig behandling af heste fra ejerens side erstattes ikke. Tab ved smitsomme sygdomme erstattes kun, såfremt det offentlig ikke afholder erstatning.


§2

Enhver hesteholder i Egtved og omegn kan efter bestyrelsens godkendelse optages som medlem af Hesteforsikringen. Hesteforsikringens udbredelse bestemmes af den til enhver tid siddende bestyrelse, dog således at optagne heste ikke kan udelukkes af foreningen p.g.a. afstand til Egtved, så længe disse fortsat bliver på samme adresse. Nye medlemmer skal betale et indmeldelsesgebyr på 5% af taksationsværdien på den højst vurderede hest. Forsikringen træder i kraft, når indmeldelsesgebyr og forsikringspræmie er betalt.


§3

Heste, der ikke har en forsikringsværdi på mindst kr. 1.000.-, optages ikke. Den forsikringssøgende er forpligtet til at oplyse taksatorerne om skjulte fejl, som han er vidende om. Undlades dette, fortabes retten til erstatning.

Heste over 15 år optages ikke.


§4

Hestens forsikringssum fastsættes ved taksation. Taksation finder sted to gange om året, nemlig i oktober og i april måned for det følgende halvår, løbende fra henholdsvis 1. november og 1. maj.

Hesteforsikringen udsender meddelelse til medlemmerne om tidspunktet for taksation. Medlemmerne skal sikre, at hestene er tilgængelige på det meddelte tidspunkt. Såfremt en hest ikke er på hjemmeadressen, skal dette meddeles inden taksationen.

Har hestene ikke har været tilgængelige, og dette ikke har været meddelt til Forsikringen, skal medlemmet inden 8 dage efter taksationen drage omsorg for at få hestene fremstillet for en taksator. Sker dette ikke, kan medlemmet tabe sin ret til erstatning. Ligeledes fortabes retten til erstatning, såfremt forsikringspræmien ikke er indbetalt inden den angivne betalingsfrist.

Medlemmerne har pligt til at oplyse Forsikringen om hopper i fol af hensyn til foster- og føldækning.

Ved ekstraordinær taksation betales et gebyr, som fastsættes af bestyrelsen.

Forsikringspræmien beregnes på grundlag af hestens forsikringssum. Bestyrelsen fastsætter præmiesatsen for hvert kommende halvår.

Bestyrelsen er berettiget til i en evt. økonomisk kritisk situation at opkræve en ekstraordinær forsikringspræmie.


§5

Nyanskaffede heste skal meddeles til formanden, der selv aftaler, hvornår taksation kan finde sted. En nyanskaffet hest kan indgå i stedet for en evt. frasolgt, forsikret hest. Såfremt det medfører en højere forsikringssum, betales præmiedifferencen for det løbende halvår. I tilfælde af en lavere forsikringssum, ydes der ingen tilbagebetaling af præmiedifferencen. Der ydes heller ikke præmierefusion for evt. frasolgte heste, hvor der ikke kommer nyanskaffelser i stedet.


§6

Regnskabsåret går fra den 1. januar til den 31. december.


§7

Generalforsamlingen afholdes én gang årligt inden udgangen af marts måned med følgende dagsorden:

1.Valg af ordstyrer

2.Formandens beretning

3.Kassererens beretning

4.Valg til bestyrelsen

5.Valg af suppleant til bestyrelsen

6.Valg af revisor

7.Valg af revisorsuppleant

8.Indkomne forslag

9.Eventuelt


Indkaldelse til generalforsamlingen skal være bekendtgjort på hjemmesiden og via mail til medlemmerne senest 14 dage inden afholdelsen. I bekendtgørelsen angives ”Dagsorden i henhold til vedtægter”. Såfremt der er vedtægtsændringer, skal det fremgå af indkaldelsen. Punkter til ”Indkomne forslag” skal meddeles formanden senest 8 dage inden afholdelse af generalforsamlingen.

Stemmeberettiget på generalforsamlingen er medlemmerne og deres ægtefælle/samlever.

Afstemning om vedtægtsændringer har gyldighed, når 2/3 af de mødte stemmeberettige medlemmer stemmer for. Andre punkter, som forelægges generalforsamlingen, afgøres ved simpelt stemmeflertal.

Bestyrelsen kan til enhver tid indkalde til en ekstraordinær generalforsamling.

Såfremt mindst 10 medlemmer skriftligt anmoder bestyrelsen om afholdelse af en ekstraordinær generalforsamling, er bestyrelsen pligtig til at indkalde hertil senest 3 uger efter modtagelse af anmodningen.


§8

Generalforsamlingen vælger blandt sine stemmeberettige medlemmer:

1.En bestyrelse, der selv konstituerer sig.

2.En suppleant til bestyrelsen.

3.To revisorer, der reviderer og forsyner regnskabet med deres underskrift, før dette forelægges generalforsamlingen.

4.En revisorsuppleant.

Antallet af bestyrelsesmedlemmer kan til enhver tid afpasses efter antallet af forsikrede heste. Bestyrelsens medlemmer fungerer også som taksatorer, men deltager ikke i taksation af egne heste.

Halvparten at bestyrelsen og revisorerne afgår hvert andet år. Genvalg kan finde sted.

Der kan foretages valg af revisor og revisorsuppleant udenfor medlemskredsen.

Æresmedlemmer udnævnes på generalforsamlingen efter indstilling fra bestyrelsen. 


§9

Bestyrelsen vælger af sin midte: En formand, en næstformand, en kasserer og en sekretær.

I tilfælde af stemmelighed i bestyrelsen er formandens stemme afgørende.

Bestyrelsen er berettiget til at søge hjælp til udarbejdelse af regnskab og lignende kontorarbejde hos andre medlemmer eller uden for denne kreds.


§10

Forsikringsdækningen fremgår af §§11-13. Sygdom, ulykkestilfælde og dødsfald, der kan medføre erstatningskrav skal anmeldes til Hesteforsikringen senest 7 dage efter, at hændelsen er konstateret.


§11

Almindelig livsdækning: Hesteforsikringen dækker med 100% af forsikringssummen i tilfælde af hestens død eller aflivning i henhold til Dyreværnsloven.

Fra det kalenderår, hvor hesten fylder 17 år og hvert år derefter, nedsættes erstatningen med 15% for heste og med 10% for ponyer af forsikringssummen. Forsirkingen nedskrives uden regulering af præmien. Efter hestens 22 år vil der altid være tale om en mindste udbetaling på kr. 2.000,- for heste og kr. 1.200,- for ponyer. Syeskringen fortsætter uændret i hestens levetid.

Ved uhelbredelig sygdom kan Hesteforsikringen kræve to dyrlægeattester.

Ved aflivning af heste, der har slagteværdi, nedsættes erstatningen med 2.000 kr. for heste på 300 kg og derover og med 1.000 kr. for heste under 300 kg. For chipmærkede heste, som ikke er egnet til slagtning nedsættes erstatningen ikke.

For at få udbetalt erstatning for hestens død skal der foreligge dokumentation med hestens navn og identifikation fra dyrlæge, taksator, slagteri eller destruktion.



§12

Sygedækning: Ved nødvendige dyrlægeudgifter til behandling af hesten ved sygdom eller ulykke dækker forsikringen 60% af dyrlægeregningen, fratrukket moms, kørsel, miljøafgift og opstaldning. For hvert sygdoms- eller ulykkestilfælde fratrækkes der yderligere en selvrisiko, som fastsættes af bestyrelsen.

Den samlede erstatning for dyrlægeregninger kan højst udgøre 50% af hestens forsikringssum pr. kalenderår.

Dyrlægeregningen skal indeholde oplysning om hestens navn, identifikation, behandlingsdato og behandlingsform.


§13

Foster- og føldækning: Forsikringen dækker kastede føl og føl, der dør under folingen, samt føl, der dør eller aflives i henhold til Dyreværnsloven inden efterårstaksationen, hvor føllet forsikres selvstændigt. Erstatningen fastsættes efter bestyrelsens skøn. Ved kastede føl, hvor drægtigheden ikke er konstateret ved scanning eller håndprøve af en dyrlæge efter 90. dagen, skal der være fundet foster/efterbyrdsdele. Kastning og dødt føl skal kunne dokumenteres.

Forsikringspræmien opkræves i forbindelse med efterårs- og forårstaksationen. Bestyrelsen fastsætter præmiesatsen i % af hoppens taksation.


§14

Udmeldelse af Hesteforsikringen skal ske skriftligt eller via e-mail til formanden inden en 1. april eller 1. oktober af hensyn til planlægning af taksationerne. 

Et udmeldt medlem er ikke løst fra sine forpligtelser mod Hesteforsikringen, før en evt. ekstraordinær forsikringspræmie i henhold til §4 er indbetalt.

Den udtrædende har ingen fordring på Hesteforsikringens evt. formue.

Såfremt et medlem ikke har haft heste til taksation 2 på hinanden følgende gange, betragtes medlemmet som udtrådt af Hesteforsikringen.

Efter enhver anmeldt skade er såvel medlem som Hesteforsikringen berettiget til indtil 14 dage efter erstatningens udbetaling eller afvisning at ophæve forsikringen med 14 dages varsel.


§15

Eksklusion: Bestyrelsen er berettiget til at ekskludere et medlem, der behandler sine heste så uforsvarligt, at man frygter for hestenes liv og helbred. En sådan afgørelse kan indankes for den først kommende generalforsamling, hvor spørgsmålet afgøres ved skriftlig afstemning og simpelt flertal.


§16

Konstateres det ved taksation, at et medlems heste er i dårlig foderstand, er taksatorerne berettiget til at nedsætte forsikringssummen. Medlemmet kan da bestemme, om hestene skal forblive stående til den lavere taksation i det kommende halvår, eller om hestene ønskes genfremstillet, når de er bragt i ordentlig foderstand. I sådant tilfælde kontaktes formanden, der foranlediger ny taksation mod opkrævning af gebyr for ekstraordinær taksation. I tilfælde af misrøgt, er taksatorerne forpligtet til at indgive anmeldelse.


§17

Skulle der opstå misforståelser eller uoverensstemmelse mellem et medlem og Hesteforsikringen, kan sagen indankes for generalforsamlingen, der tager den endelige afgørelse i tvisten. Medlemmet fraskriver sig herved muligheden for civilretligt søgsmål mod Hesteforsikringen.


§18

Ophør af Hesteforsikringen: Nedlæggelse/ophør af Hesteforsikringen kræver, at mindst halvdelen af stemmeberet-tigede medlemmerne er til stede ved generalforsamlingen, og at mindst 2/3 af de fremmødte stemmer for nedlæg-gelse/ophør.

Er halvdelen af de stemmeberettigede medlemmerne ikke til stede, indkaldes der til en ekstraordinær general-forsamling, der er beslutningsdygtig uanset antallet af de fremmødte medlemmer.

Ved nedlæggelse/opløsning af Hesteforsikringen tilfalder evt. aktiver Hestens Værn.



Vedtaget på generalforsamlingen den 29. marts 2017.